ARCHICAD 20 – Et frisk syn på BIM…

Den nye version af ARCHICAD er landet, med masser af nye funktioner og muligheder. Der er som sædvanligt noget for enhver at glæde sig til, så lad os dykke direkte ned i det.

Hele brugerfladen er blevet ryddet op, og væk er æstetikken fra Windows 95! Mere end 1.000 nye ikoner er designet som vektor-grafik, der står helt skarpt, selv på nye højopløselige 5K-skærme. Nogle ting er flyttet lidt rundt, og jeg nyder selv, at “Quick Options”-paletten nu er inlejret i bunden af skærmen, og at man nu kan dock’e “Quick Layers”-knapbjælken pænt.

Skærmbillede 2016-07-10 kl. 22.13.26

ARCHICAD 19 til venstre og den spritnye ARCHICAD 20 til højre

Der er kommet mere funktionalitet i fanebladene, som blev introduceret i ARCHICAD 19, hvilket nu i højere grad gør “Navigator”-paletten overflødig – men jeg har vist selv for mange gamle vaner i klemme for at undvære den allerede nu. Flere menuer og dialog-vinduer er ryddet lidt op, hvilket de også trængte til. Generelt ser ARCHICAD bare ny og moderne ud, hvilket jeg synes betyder meget.

Skærmbillede 2016-07-10 kl. 22.51.56

ARCHICAD 20 viser et eksempel på hvilke “Favorites”, som passer til det aktuelle værktøj

En anden del af den grafiske hovedrengøring, er at “Favorites” – som mange tegnestuer aldrig benytter – er blevet bagt længere ind i alle værktøjer, så man f.eks. ved at holde væg-knappen nede, får en liste med de væg-favoriter, som er er tilgængelige og oven i købet med en illustration af mulighederne. Det skulle gerne få flere brugere til at benytte “Favorites” i deres projekter.

Den nok største nyhed ligger nok i integrationen til programmet Rhino og det dertil hørende plugin Grasshopper. Rhino er defacto standarden for skitserings-værktøj for arkitekter og benyttes på alle arkitektskoler og alle de mest kreative, konceptuelt formgivende tegnestuer i verden. Rhino er en helt fri “sandkasse”, når det kommer til formgivning og arbejder fantastisk med organiske former beskrevet matematisk med NURBS. Man kan sammenligne det lidt med at arbejde i 3D med splines, som man kender det fra f.eks. Adobe Illustrator. ARCHICAD 20 kan nu både importere og eksportere Rhinos fil-format, 3DM, direkte og de organisk formede objekter der dannes i ARCHICAD bliver nu tolket som rigtige NURBS, frem for at blive opdelt i en masse facetter.

Grasshopper er et plugin til Rhino – defacto standarden for algoritmisk formgivning, hvor man kobler grafiske “scripts” som skaber modellen automatisk. Skruer man op eller ned for værdierne i de små regnemaskiner som script’ene er bygget op af, ændres formen øjeblikkeligt. Grasshopper er på denne måde en maskine til avanceret, digital formgivning. Med “Grasshopper Connection” til ARCHICAD 20, bindes Rhino, Grasshopper og ARCHICAD sammen med et “live link”, så ændringer i ét af de 3 programmer med det samme slår igennem i de 2 andre.

ARCHICAD er formentlig det bedste BIM-værktøj for skitsering og har været det længe. Morph-værktøjet minder, om måden man modellerer på i Sketchup, men med den forskel, at ARCHICAD automatisk beregner etagemeter af dine volumener og skaber alle 2D-tegninger. Den grafiske styring af grafikken minder mere om Illustrator end AutoCAD og andre CAD-programmer, så man ikke må undvære smukke tegninger, når man skitserer med BIM. Lag-strukturen er også en let måde at skifte mellem forskellige tegninger, designforslag, diagrammer, visualiseringer og andet materiale f.eks. til arkitekt-konkurrencer.

Alt i alt betyder det, at man kan benytte Rhino og Grasshopper som skitseværktøjer til avanceret digital formgivning og benytte ARCHICAD som en slags BIM-rygrad, der sørger for, at 3D-model, 2D-tegninger, visualiseringer, mængdeudtræk, styklister og digitale prints altid er ajour og i én fil, parat til projektering og den efterfølgende drift/vedligehold. – Og netop hér er ARCHICAD 20 også blevet stærkere.

ARCHICAD 20 fokuserer på det som mange kalder I’et i BIM. Altså informationerne. Det betyder, at ARCHICAD nu i højere grad ikke bare er et værktøj til “Building Information Modelling”, men også til “Building Information Management” – administration af informationer. Dette gøres ofte i Microsoft Excel og nu kan ARCHICAD ikke bare eksportere i Excel-format, men ARCHICAD 20 kan også importere Excel. Det giver mulighed for at styre en masse informationer i et program, som kun håndterer data og som mange medarbejdere uden BIM-kompetencer er glade for at arbejde i. Excel-import gør det også muligt at importere store data-mængder på én gang, eller for f.eks. at importere internet-links på objekter til brug for drift/vedligehold.

Det er nu også blevet muligt at lave lister udfra søgninger og i ARCHICAD 20 kan man søge på flere typer information. Hvilket bl.a. giver mening i forhold til endnu en nu funktion i ARCHICAD 20: “Graphical Overwrites”. Man kan nu lave en søgning og få denne vist med farver i modellen eller på 2D-tegninger. Det kan f.eks. være alle vægge med en særlig brandklasse, som kan vises med en farve.

Denne funktion kan også benyttes til at vise “Zones” i med nogle farver i visse tegninger og andre farver i andre tegninger, hvis man f.eks. gerne vil adskille lejemål på et diagram og gerne vil adskille kontorer og fællesrum på et andet diagram. Eller som en form for kvalitetssikring, hvis man søger på hvilke objekter, der har en særlig klassifikation.

Det er nu også muligt at sætte et eksempel på skarveringer og objekter i ARCHICAD 20’s lister:

Skærmbillede 2016-07-10 kl. 22.56.06

Udover flere muligheder for at sætte farver og illustrationer på tegninger er hele visualiserings-motoren, CineRender, også opdateret, så den svarer til nyeste version af Cinema 4D. Det giver lidt flere muligheder for at finjustere materialer (bl.a. bump-maps til murstens-facader), men betyder især, at render-hastigheden er blevet markant hurtigere, specielt ved brug af Global Illumination (GI).

Skærmbillede 2016-07-10 kl. 23.08.40

2-punkts-perspektiv uden styrtende linier

En ny form for perspektiv kan nu benyttes, så man undgår styrtende linier. Det er såkaldt 2-punkts perspektiv, som svarer til hvad man normalt ville lave, den gang man konstruerede perspektiver med blyant og lineal. Mange mennesker synes stadig, at det ser mere naturligt ud, da hjernen jo ved hvad der er lodret…

BIM handler i høj grad om vidensdeling og udveksling. ARCHICAD har længe været foran konkurrenterne, når det kommer til OpenBIM og IFC-udveksling. Nu understøttes IFC 4, som erstatter IFC 2.x.3, der dog stadig understøttes. Nyhederne i IFC 4 er nye “model-definitioner”, som er en slags standard-indstillinger for import/eksport: IFC 4 Reference View (perfekt til koordinering, kvalitetssikring og til at indsætte IFC-filen i andres modeller) og IFC4 Design Transfer View (bedst til at overlevere modellen til en anden part, som skal arbejde videre med projektet).

Skærmbillede 2016-07-10 kl. 23.23.19

“Graphical Overwrites” eksporteret med iFC 4 til Tekla BIMsight

IFC 4 understøtter nu også objekternes renoverings-status, farvede objekter, objekter med forskellige farver, revisioner, rettelser (mark-up) og projektets placering i verden (“Site Local Placement”). Der er altså mange flere objekttyper, som understøttes af IFC. ARCHICAD har længe kunne importere BCF-filer til kommunikation af fejl/rettelser og levere data i COBie-format til bygherrer, som man kan læse i dette dokument disse to ting er stadig lige relevante sammen med IFC 4. Det skal nævnes, at ARCHICAD 20 ikke er blevet certificeret til IFC 4 af buildingSMART (under BIPS i Danmark), så kvaliteten af IFC 4 udveksling kan man ikke garantere.

BIMx programmet bliver opdateret efter sommeren, hvor man vil kunne tage mål af længder og arealer direkte i programmet. I forhold til de ovennævnte informationer, er det interessant, at man nu i BIMx kan klikke på links til f.eks. FM-systemer (drift og vedligehold) og at man kan åbne BIMx og hoppe direkte til et rum eller objekt via “dybe links” fra andre systemer.

BIMx er en af de mest spændende ting ved hele økosystemet omkring ARCHICAD. En anden del af dette økosystem er BIMcloud, der er en form for professionel version af den gratis BIM Server, som stadig er en del af ARCHICAD. BIMcloud giver højere sikkerhed, bedre administration af projekter og grupper af medarbejdere og giver mulighed for at placere BIMcloud på hostede servere, som f.eks. Microsoft Azure, Amazon Web Services eller Rackspace. Men måske allermest interessant er det, at man med BIMcloud kan udgive BIMx-filer til et ubegrænset antal brugere, som f.eks. fra en iPad kan kommunikere direkte mellem byggepladsen og ARCHICAD-brugerne på tegnestuen.

Macbook_01

ARCHICAD 20 kan downloades hér. Det er den sidste version af ARCHICAD, som også udgives som installations-DVD. Vi har fået en ordentlig stak af dem på kontoret, og man er velkommen til at komme forbi efter en kopi. – Ellers kan man hente sin installations-DVD på det årlige opgraderings-seminar.

BIM Equity leverer som altid en dansk lokalisering til ARCHICAD 20, som bl.a. indeholder et lille bibliotek med danske objekter og som noget nyt er der en række objekter specielt til landskabsarkitekter. Den danske opstarts-fil indeholder BIPS’ tegningsstandarder, BIPS’ lagstruktur og igen er det en nyhed, at også lagstruktur for landskabsarkitekter er med i lokaliseringen. BIPS har også opdateret CCS-klassifikationen, med de seneste ændringer til ARCHICAD. Du finder lokaliseringen til ARCHICAD 20 hér >>

Vil du læse mere om nyhederne i ARCHICAD 20 kan man gøre det på den nye, internationale ARCHICAD-hjemmeside, som udover at være super flot også byder på masser af relevant info. På dansk kan du læse om ARCHICAD på vores egen hjememside og lidt mere neutralt har AECbytes også anmeldt den nye ARCHICAD-version, hvilket du kan læse om hér >>

Alle interesserede inviteres med til opgraderings-seminaret, som vi i år kalder ARCHICAD 20 Seminar. Har man en aktiv serviceaftale til ARCHICAD, er der gratis adgang og for andre deltagere koster deltagelsen kr. 250 (eks. moms). Programmet fylder en hel dag, og der er ekstra fokus på integrationen af Rhino og Grasshopper og på to andre udvidelser af ARCHICAD:

  • BIMeye, som er en web-database for administration af data med plugins til ARCHICAD, Revit og Tekla, og som kobler til andre programmer via IFC.
  • LAND4ARCHICAD, som er en mulighed for at benytte ARCHICAD med et workflow skabt til landskabsarkitekter. 

ARCHICAD 20 Seminaret afholdes i København d. 30. august og i Silkeborg d. 31. august og dagen er tilrettelagt som følger:

  • 09.00 Rhino og Grasshopper møder BIM, ved Katalin Borszeki fra GRAPHISOFT
  • 12.00 Frokost
  • 13.00 BIM Equity Update
  • 13.30 Gæstepræsentation
  • 14.00 ARCHICAD 20 nyheder
  • 16.00 LAND4ARCHICAD, ved Søren Ross fra LAND SOFTWARE
  • 16.30 BIMeye, ved Mats Persson fra BIMeye
  • 17.00 Afslutning

Læs mere om ARCHICAD 20 Seminaret og tilmeld dig med det samme hér >>

Har du ikke allerede ARCHICAD kan du bruge download-linket som demo-version i 30 dage. ARCHICAD 20 kan man købe, leje, leasing eller købe som “Pay Per View”. ARCHICAD kommer automatisk som “flydende” netværkslicenser og med gratis BIM Server. BIM Equity leverer serviceaftale med support og opgraderinger, og i modsætning til andre BIM-programmer er ARCHICAD “bagudkompatibel” og kan derfor gemme til tidligere versioner. Man kan fravælge serviceaftalen og senere købe opdateringer enkeltvis – uanset hvor gammel ens licens er. Og så er prisen på ARCHICAD stærkt konkurrence dygtig.

Du kan altid tage fat i os hos BIM Equity, hvis du vil høre mere om ARCHICAD!

  • BIM – Geometri eller data

    BIM betyder ”Bygnings Informations Modeller”, hvilket jeg forstår som 3D-modeller beriget med informationer. Nogle benytter i stedet oversættelsen ”Bygnings Informations Modellering”, hvilket understreger, at værdien ligger i processen og ikke i selve output. Måske bør ordet ”Bygning” endda erstattes med ”Bygge”, så man i større omfang også inddrager landskab, anlæg, infrastruktur og (by-)planlægning. Når man starter… Se indlæg

  • Hvorfor ARCHICAD?

    BIM Equity er tilhængere af OpenBIM. Vi er fortalere for, at man vælger det software som passer bedst til ens tegnestue, projekter, medarbejdere og ikke mindst pengepung. Der er stor forskel på, hvilket behov landskabsarkitekter, bygningsarkitekter, konstruktionsingeniører, installationsingeniører, entreprenører, bygherrer og driftsherrer har. Nogle har behov for ét program til mange faggrupper og andre kun… Se indlæg

  • Lav dit eget pilotprojekt med landskab i BIM…

    Landskabsarkitekter har ikke været de første til at kaste sig over BIM. Måske med rette! Softwaren har enten været målrettet bygning (og især nybyggeri), har ofte været for teknisk (hvor man taster tal, frem for at tegne) og de programmer som er lavet til landskab, er generelt kun optimale til store infrastrukturprojekter. På landskabstegnestuerne er resultatet,… Se indlæg

  • 2 dage med ARCHICAD

    BIM Equity har i slutningen af august afholdt to seminarer om ARCHICAD 20 på vores kontor i København og hos Constructa Arkitekter og Ingeniører i Silkeborg. Der er sket en masse med ARCHICAD i forbindelse med introduktionen af ARCHICAD 20, og samtidig er økosystemet omkring ARCHICAD og OpenBIM blevet styrket. – Så det er rigeligt at… Se indlæg

  • Step Up BIM!

    Nu er det ved at være sommer, og så er det tid til koldskål, grillfester, rosé på terrassen og til en ny version af ARCHICAD. Næste version er ARCHICAD 21 og udkommer i juni 2017. Normalt er vi vant til, at der kommer helt nye funktioner, man slet ikke viste man ønskede sig, men i… Se indlæg

Kommentér

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *