Sangberg

SANGBERG

BIM skaber bygherrens business case

Sangberg Arkitekter er en yngre arkitektvirksomhed, der udspringer af de prisvindende Polyform Arkitekter. Sangberg består af 20 medarbejdere og deres profil er kendetegnet ved en enkel, men ambitiøs tilgang til projekterne. Med afsæt i grundige analyser af kunder såvel som den enkelte opgave fokuserer Sangberg løbende på at simplificere udviklingsprocessen, så de to analyser – kombineret med en tidlig inddragelse af BIM – resulterer i en gennemarbejdet business case.

Ethvert Sangberg projekt er resultatet af en effektiv designproces med et simpelt og bæredygtigt hovedgreb, baseret på æstetiske grundregler om proportioner. Dette kobles med grundige analyser, der resulterer i den rigtige arkitektoniske løsning, som bygherren på et tidligt stadie tager ejerskab til.

Det er også tilfældet med Tagkronen i Vanløse – et rent boligprojekt og et vellykket eksempel på byfortætning, der skaber brugbare kvadratmeter på tagfladen af et indkøbscenter under renovering.

Det samlede projekt hedder Kronen, hvoraf Tagkronen er boligdelen lavet i samarbejde med POLYFORM, WERK Arkitekter, H+ Arkitekter, Leonard Designarkitekter, Grontmij, Ingholt Ingeniører, Tetris A/S for Apollovej ApS. Tagkronen er et klassisk eksempel på en win-win situation, da etableringen af boligerne muliggør selve renoveringen, der er udviklet i samarbejde med internationale specialister i shopping centre. Detaljerne i Tagkronen er dikteret af materialernes egenskaber med en integration af landskab og byudvikling, da det er en styrke at sammentænke de tre elementer fra starten.

BIM skaber bygherrens business case

Et tæt og tidligt samarbejde med bygherrer og developere resulterer i en forståelse for værdigrundlaget og den bagvedliggende business case, hvilket også i højere grad gør det muligt for arkitekten at påvirke projektet. Forståelsen og den fælles strategi gør det meningsfyldt for udviklere at investere penge i projektet, da de fra starten får merværdien præsenteret.

På Tagkronen brugte Sangberg BIM til at gennemføre volumenstudierne og analyserede sig allerede fra starten sig frem til hvilke arealer og mængder, hvilket sikrerede bygherren et positivt investeringsafkast. Dispositionsforslaget blev udviklet i ARCHICAD, og BIM-modellen blev brugt i det videre projekteringsforløb. Dette sikrede en rød tråd gennem hele projektet og en effektivisering af arkitektens arbejdsgange, da de kunne skitsere og projektere i den samme model.


Kompleksiteten stiller store krav til samarbejdet mellem arkitekter og ingeniører

Byggerier som Tagkronen indeholder store tekniske udfordringer blandt andet i forbindelse med forsyninger og nedføring af laster. Dette stiller krav til samarbejdet mellem arkitekter og ingeniører. ”Hvordan kan vi hjælpe ingeniørerne med at finde alternative løsninger”, spørger Thomas Walcher, associeret partner hos Sangberg, retorisk og fortsætter, ”Man skal også have stor teknisk forståelse, hvilket ikke er så almindeligt for danske arkitekter,” med henvisning til at tyske arkitekter bærer titlen Dipl.-Ing., hvilket indikerer at deres arkitektuddannelser også indeholder et teknisk aspekt.

Som udgangspunkt kræver det som minimum et fælles mindset, hvor alle forstår og respekterer hinanden. BIM er med til at speede processen op, så man hurtigere kan se omfanget og konsekvenserne af de løsninger, der afprøves digitalt. Hvad sker der, når man slanker søjlerne? Der kommer flere kvadratmeter, men prisen for søjler øges. Hvis alle er oppe på beatet og hurtigt kan generere denne form for studier, giver det en synergi, som hjælper alle projektets parter og dermed resulterer i et optimeret projekt.

Udveksling af fagmodeller

Samarbejdet på tværs af rådgiverteamet fungerer som udgangspunkt via udveksling af fagmodeller, der samles for at sammenligne de forskellige knudepunkter mellem rådgivernes faggrænser. De eneste udfordringer opstod omkring indsættelsespunkter og lagkombinationer, så generelt fungerede samarbejdet fantastisk. ”Det er især smart, at man et kritisk sted i modellerne kan lave et snit gennem flere fagmodeller og lynhurtigt se udfordringerne ved en given løsning”, udtaler Thomas Walcher.

Entreprenør og modulleverandør kunne ikke udveksle BIM, selv om de hver især arbejder med 3D. De benytter andre 3D-standarder til deres produktion og leverede derfor alene 2D. Kommer de udførende parter med i BIM-udvekslingen, mener Thomas Walcher, at der indfris et stort potentiale.

”Netop i forhold til modulbyggere giver det ekstra meget mening, at vi som arkitekter kan få leverandørens bygningsdele som BIM-objekter, da vi så kan gøre deres produktionstegninger færdige”, fortæller Thomas Walcher og lyser op, ”Det er fremtiden! Det er i realiteten meget simple informationer, der skal udveksles, for at samarbejdet bliver optimalt. Det kunne være så fedt at have helt styr på mængderne i realtime på billigt byggeri, hvor hver eneste procent på byggeprisen, betyder noget over for fremtidige beboeres husleje. Det er jo en optimering af processer og metoder for industri-produktion. Her er byggebranchen langt bagude i forhold til f.eks. bilbranchen. Hvis man f.eks. kan montere to moduler mere om ugen ved at optimere processen, giver det en helt anden kvadratmeterpris på boligen. Det giver dog også mening alene for arkitekten, som er tvunget til at optimere deres workflow for at blive mere kosteffektive, da honoraret er baseret på kvadratmeterprisen. Hvis vi ikke optimerer vores processer på tegnestuen, afspejler det sig lynhurtigt på bundlinjen.”

Thomas Walcher tror på, at arkitektur i høj grad handler om at være i stand til at designe facadestykket på hvert modul, så det hele går op i højere enhed. Walcher mener, at BIM er rigtig godt til en suboptimering af arkitektens proces. Men hér bliver Sangbergs høje ambitionsniveau for detaljerne mindst lige så vigtigt, da de kan modificere detaljerne efter de aftalte rammer og dermed løfte den arkitektoniske kvalitet.

Med Tagkronen formåede vi at skabe et bymiljø, som er enestående i København. Vi fortætter på en overbevisende måde og skaber et unikt rum, der brillerer i sin ekstreme tæthed og samtidig bibeholder en menneskelig skala. Vi er lykkedes med at bygge bæredygtigt – både materialemæssigt, da vi bygger et træhus, og socialt, da vi bygger stationsnært, så beboerne ikke har behov for en bil. Derudover er Tagkronen det første Københavnske boligprojekt som er underlagt reglen om 25% almennyttige boliger


BIMx som kommunikationsredskab
Hos Sangberg er BIMx et hyppigt anvendt præsentationsværktøj. ”Det er vigtigt, at vi som arkitekter øger forståelsen for alle involverede parter på projektet. Ikke alle involverede forstår tegninger, og BIMx bygger bro, så vi alle kan tale om det samme”, forklarer Thomas Walcher. På nogle projekter er BIMx blevet et fast element på bygpladsen, hvor man især kigger på skakter, indretning, trapperum og de steder, hvor projektet er mest komplekst.

Ud over BIM vinder programmer som Rhino og Grasshopper i stigende grad indpas hos Sangberg, da tegnestuen, med nogle velovervejede parametre, hurtigt kan afprøve mange forskellige løsningsforslag. Dette går fint hånd i hånd med Sangbergs analytiske tilgang, der gør det muligt at opstille designparametre, der resulterer i den optimale løsning. Selv relativt trivielle, anonyme elementer giver med denne algoritmiske sammensætning meget interessante løsninger og nye æstetiske udtryk. Integrationen mellem Rhino, Grasshopper og ARCHICAD gør det muligt at teste mange flere muligheder – både tidligt i skitsefasen, men også sent i projekteringen.

”Vores arkitektur er ikke særlig kompleks, så det gælder om at finde de rigtige løsninger på vores udfordringer,” afslutter Thomas Walcher.

Godt begyndt, er halvt fuldent

Hos Sangberg giver ordsproget ”Godt begyndt, er halvt fuldendt” muligvis mere mening end hos andre arkitektvirksomheder: Helt tidligt i projektstadiet udnytter Sangberg ARCHICADs iboende egenskaber til at analyse, teste og udvikle en bæredygtig business case, der simultant skaber værdi bygherrer, rådgivere og brugere.